En herlig genoplivning af begrebet nøjsomhed

Boganmeldelse:

Jeg hader ordet ”spare”. Det lugter af for lidt penge, begrænsninger i livets fest, triste storindkøb i discountsupermarkeder sammen med andre spareivrige danskere og ting, jeg drømmer om, men ikke må få, fordi mor og far skal spare.

Derfor blev jeg vældig fornøjet, da bogen Nøjsom af Trine Baadsgaard for nylig landede på mit bord. En fantastisk og meget inspirerende bog.

Trine Baadsgaard sørger – med denne bog – for, at ordet og begrebet nøjsomhed ikke dør sammen med generationen, der er født omkring og lige efter krigen.

Trine Baadsgaard og jeg har sammen med mange andre gennem mange år grinet lidt i krogene af ældre familiemedlemmer, der glattede julepapiret og gemte det til næste år, gemte madrester og faktisk spiste dem næste dag, og samlede nedfaldsæbler op og anvendte dem til noget.

Trine har skrevet bogen med bl.a. sin mor som inspirationskilde.

De fleste af livets forhold gennemgås i bogen, og Trine giver meget konkrete anvisninger på, hvordan du kan ”adoptere” begrebet nøjsomhed i f.eks. din husholdning, i forhold til børn, og når du skal shoppe.

Du får tre strategier til, hvordan du får mere luft i økonomien, hvordan du får et mindre madbudget, hvordan du undgår at smide god mad ud, og hvordan du får en alternativ og gratis brudebuket.

Hus og have-kalenderen giver dig årstidstips til, hvordan du passer på dine ting, så der ikke pludselig opstår behov for kæmpereparationsarbejder.

Sidst i bogen finder du Nøjsomhedskalenderen, hvor der f.eks. står, hvorfor du skal spise and i januar, lave pelargoniebørn i marts, tag på pluk selv-arrangementer i juli og se på sommerhus i december.

En fantastisk bog, som burde stå i alle hjem – jeg ved, at der er brug for den. Giv den som gave til alle dem, du kender, der har brug for at få kendskab til nøjsomhed, og som bruger de fleste af deres penge på ligegyldigt lort – eller som Trine skriver – LiLo.

“Nøjsom” af Trine Baadsgaard er udgivet på Gyldendals forlag og koster 299,95 kroner (vejl.).

Trine Baadsgaard er journalist, mor, have- og madglad, løber og forfatter – og nu nøjsom!

By |2017-03-31T13:23:46+00:00september 14th, 2014|Uncategorized|0 Kommentarer

About the Author:

Læg en kommentar