Uåbnede kuverter og opvask gemt under vasken

Stil krav til din rådgiver – du må ikke skrive under på noget, du ikke forstår konsekvenserne af.

Økonomisk utryghed handler om mere end at være nervøs for, at der ikke er penge til at betale husleje og til at købe det næste måltid.

Økonomisk utryghed handler især om ikke at kende sin økonomi til bunds. Den utryghed opstår, fordi du ikke forstår, hvad der bliver kommunikeret fra ”autoriteterne”, f.eks. banker, kreditforeninger, skat og pensionsselskaber.
”De andre” er klogere end dig

Når du ikke forstår, hvad der bliver kommunikeret til dig, vækker det en utilstrækkelighedsfølelse i dig – en følelse af ikke at være god nok, ikke at være klog nok og ikke være på omgangshøjde med ”de andre”.

Disse følelser får dig nemt til at tænke: ”Jeg siger det, de gerne vil have, og skriver der, hvor de peger – jeg lader som om, jeg forstår, hvad de taler om”.

Derfor skriver du under på dokumenter, der indeholder vidtrækkende konsekvenser for dig og din økonomi – måske for resten af livet – derfor lader du kuverterne og/eller mail fra banker etc. være uåbnede, eller du åbner dem og lægger dem i en bunke, hvor du tænker: Det kigger jeg på en dag, når jeg får tid.

Vi ved alle, at den dag ikke kommer – måske kommer konsekvenserne af brevene, før du åbner dem.

Det giver økonomisk utryghed.
Opvasken under vasken

Det er det samme, der sker, når du pakker opvasken væk under vasken, fordi der kommer gæster. Den er væk fra køkkenbordet, men du ved, at den er der, og dine tanker kredser om den hele tiden.

Du binder meget energi i det – og selv om du efter nogen tid – måske år – egentlig har glemt alt om de breve, du ikke har åbnet, og de dokumenter, du skrev under på, fordi bankrådgiveren sagde, du skulle – så ligger det stadig i din underbevidsthed og lurer, og den dag, hvor du kommer ud for noget uforudset, springer denne utryghed frem fra skyggen og gør dig bange.
Hvad kan du gøre?

Er noget, du ikke har styr på i forhold til din økonomi?
Er der tanker, der bliver ved med at dukke op om din økonomiske fremtid?
Har du for mange gange sagt ”ja” og skrevet under uden at vide, hvad du gjorde?

Så er det nu, du skal tage dig selv alvorligt og få styr på hullerne – de huller, som du frygter at falde i en dag, hvor der pludselig kan ske noget, du ikke forventer.

  1. Skriv ned – måske over et par dage – hvor du føler dig utryg.
  2. Gennemgå dine uåbnede kuverter, tjek din netbank og din e-boks. Smid det ud, der er for gammelt, og lav mapper til resten. F.eks. bank, kreditforening, pension, skat.
  3. Få hjælp til at fjerne utrygheden – hvis du ikke selv har kunnet gøre det tidligere, er det utopi at tro, at det kan lade sig gøre nu.
  4. Kontakt din bankrådgiver, dit pensionsselskab etc. og kræv, at de forklarer dig tingene, så du forstår det og kan fjerne utrygheden fra dit liv og din økonomi.

Denne artikel er bragt i Sjællandske mediers dagblade den 9. august 2016.

Del den gerne med dit netværk, tak.